Komiteen Pro Venezia Danimarca

Komiteen Pro Venezia Danimarca, præsentationsbrev                                            januar 2020       

I 1998 blev Komiteen Pro Venezia Danimarca (Den Danske Komite) oprettet på initiativ af Ambassadør Troels Munk, Kgl. Bygningsinspektør David Bretton-Mejer og Ingeniør Francesco Morelli, som en privat komite der, under UNESCOs vinger og sammen med andre internationale komiteer, arbejdede for bevarelse af Venedig og byens enestående kulturarv.

En central del af komiteens medvirken til bevarelse af byens kulturarv blev et projekt på Isola San Michele. Her ville man restaurere og ombygge den tidligere hospitalsfløj, for at etablere et dansk permanent domicil til rådighed for danske videnskabsmænd og kunstnere, forskere og eksperter med tilknytning til viden om eller særlig interesse for Venedig, samt som rammer for en afdeling af Det Danske kulturinstitut.

Den Danske Komite måtte i 2018 sande, at opgaven på San Michele var for svær at løfte.  De politiske vinde i byen umuliggjorde fortsat satsning på dette projekt, og bygningen er nu ryddet og tilbageleveret til kommunen.

Dette reducerer imidlertid ikke behovet for at hjælpe Venedig  

 ”Comitati Privati Internazionali per la Salvaguardia di Venezia” www.comprive.org arbejder videre i Venedig, og har i 2018 modtaget Europa Nostra-prisen for arbejdet med at bevare kulturskattene i Venedig.

Listen af værdige og væsentlige opgaver er lang, der er komiteer i mange lande - og vores ønske er fortsat, at Danmark tælles blandt dem, der kan organisere sin hjælp - stor eller lille.

Ingeniør Francesco Morelli og chefredaktør, advokat Ejvind Sandal har stillet sig i spidsen for en fortsat indsats. Tankerne bevæger sig i følgende retninger:

- Den Danske Komite skal støtte Comitati Privati Internazionali, og efter evne stille midler til rådighed for passende projekter.

- Den Danske Komite vil arrangere møder og oplyse om Venedig i både historisk, kulturel og ikke mindst bevaringsmæssig henseende.

- Den Danske Komite vil arrangere rejser til Venedig i samarbejde med Comitati Privati Internazionali, så rejsernes deltagere derved får indsigt i projekter som normalt ikke er tilgængelige for besøgende.

- Den Danske Komite vil supplere rejserne med passende kulturelle oplevelser, såsom opera i La Fenice, udflugter til de historiske villaer og byerne på fastlandet.

Dette brev sendes til alle vennerne, som vi anmoder om at tilkendegive interesse for sagen og bidrage med navne på andre interesserede.

Med venlig hilsen,

Francesco Morelli og Ejvind Sandal